Viser indlæg med etiketten Omelet. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Omelet. Vis alle indlæg

Omelet i ovn

Efter fem hyggelige dage i Budapest er det skønt igen at være hjemme i fredelige og smukke Silkeborg.

Køleskabet var gabende tomt, da vi stod op lørdag morgen, men der var to æg, rødløg, parmaskinke, mælk og parmesan. Lige præcis nok til denne lækre omelet.


Sådan laves omeletten på 2 minutter

  • Først tændes ovnen på 200 grader.
  • Så får panden lidt olie og løgene snittes fint i ringe. På panden med dem og ind i ovnen, mens resten forberedes.
  • Pisk æggene med lidt mælk, salt og peber.
  • Parmesan rives groft og føjes til æggemassen.
  • Panden tages nu varm ud af ovnen og æggeblandingen hældes over løgene.
  • Til sidst lægges to skiver parmaskinke ovenpå og omeletten sættes tilbage i ovnen i ca. 10 minutter.

Æggekage med spinat og feta


Dagen starter altid bedst med en æggekage som denne. Det er helt utroligt nemt og så er duften og smagen fantastisk. Det allerbedste er måske den lange mæthedsfornemmelse, som hverken havregryn, cornflakes, yoghurt eller noget andet kan tilbyde. Prøv det og mærk forskellen!

Den lækre æggekage til 2 personer laves på få minutter efter fremgangsmåden:

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • 4 æg slås ud i en skål og piskes let med en gaffel
  • 100 gram hytteost, 50 gram græsk feta (i små stykker) og en håndfuld frossen helbladet spinat tilsættes sammen med salt og peber
  • Det hele blandes og overføres til en oliesmurt ovnfast pande
  • 15-20 min. senere kan du trække verdens bedste morgenmad ud af ovnen
Hvad er din foretrukne morgenmad?

Mandeomelet i ovn med pølse


Denne gang ligner det ikke bare en omelet med pølse - det ER pølse og omeletten var dagens morgenmad.

Et rigtig mande morgenmåltid lige efter min smag :)

Opskriften til den perfekte start på dagen for to er:

  • 4 store æg
  • ½ bæger hytteost
  • 1 tsk. Dijon sennep
  • Revet emmentaler
  • En god tyndtskåret pølse
  • Salt og peber

Bland alle ingredienser (med undtagelse af pølsen) i en skål og flyt til en oliesmurt ovnfast pande. Læg pølserne ovenpå og sæt det hele i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min. Snup evt. et varmt bad i ventetiden.

Server med vand fra hanen og en god kop kaffe.

Basis ingredienserne i mine omeletter er næsten altid de samme, men jeg har tænkt mig at poste mange flere omelet-opskrifter som denne i fremtiden. Prøv selv at starte dagen på denne måde og du vil forstå hvorfor jeg er så begejstret. En bedre og længerevarende mæthedsfornemmelse findes simpelthen ikke. Og så er omeletten perfekt til at undgå madspild. Næsten alle rester fra dagen før kan benyttes i omelet-massen, så smid endelig ikke den meget lille rest af kødsovs ud, men brug den i morgenomeletten dagen efter.

Omelet, frittata eller tortilla - kært barn har mange navne... opskrift


Hver eneste morgen laver jeg en lille omelet med fire æg til fruen og jeg - næsten hver morgen... Det tager ikke lang tid, men enkelte dage hver anden uge kører jeg fra vores skønne nye lejlighed i Silkeborg til Viborg, hvor min søn Marcus på 6 år går i skole. De dage når jeg som regel ikke at lave omelet, men så laver jeg ofte som nu i aften en stor middagsomelet.

Det er så dejligt nemt at lave en lækker omelet (der på italiensk hedder en frittata og på spansk en tortilla) og til aftens måltid blev jeg inspireret af en pizzaopskrift med rødbede. Jeg brugte:

  • 6 æg lagt af min gode kammerats høns i haven
  • 1 tsk. dijon sennep
  • 1 stængel bladselleri
  • 100 gram hytteost
  • 1 mellemstor rødbede
  • Græsk fetaost
  • Salt og peber
  • Tørret timian og oregano

Æggene blev pisket med en gaffel og rørt sammen med dijon sennep, finthakket bladselleri, hytteost, salt og peber.
Æggemassen blev herefter overført til min elskede støbejernspande fra Le Creuset, som jeg forinden havde givet et par dryp olivenolie.
Så spredte jeg tyndtskårne rødbedeskiver udover og krydrede med timian og oregano.
Til sidste smuldrede jeg lidt græsk feta på toppen og satte den i ovnen på 200 grader.
5 minutter inden omeletten var færdig lagde jeg tre skiver rugbrød ind i ovnen, så de kunne blive sprøde og velduftende.



Omelet på 2 minutter opskrift


Så kom vi på den anden side af et fantastisk bryllup, og selvom festivitasen her bagefter syntes at være alt for hurtigt overstået, er det nu alligevel også rart at være på den anden side.

Fotografens CD-brænder er gået i stykker, så vi må vente lidt endnu på billeder (også her på bloggen).

De sidste 2-3 måneder har vi hver eneste morgen fået æg til morgenmad. Udover svigermors bekymring omkring vores kolesteroltal, så har de fleste spørgsmål gået på hvordan vi overhovedet kan nå at lave æg. Det hænger normalt bare ikke sammen med en ellers travl børnefamilies mange morgenrutiner.

Men det kan sagtens lade sig gøre og her kommer opskriften på én af mine favorit omeletter, når det skal gå rigtig stærkt.

Lyn omelet til 2 personer på 2 min.
  • Tænd ovnen på 190 grader
  • Find din støbejernspande (eller et ovnfast fad) og giv bunden lidt olivenolie
  • Slå fire æg ud i en skål og pisk dem en smule med en gaffel
  • Tilsæt en 125 gram hytteost (en halv bøtte)
  • Tilsæt en smule revet eller smuldret ost efter eget valg
  • Riv en 1/4 squash ned i massen
  • Krydder med salt og peber og rør det hele sammen

Sæt panden i ovnen og fortsæt med dine morgenopgaver. Omeletten er færdig når den er lækker og brun på toppen.

Hvad består din morgenmad af?



South Beach Diet: Dag 1


Jeg synes det kan være meget sundt at gå på kur en gang eller to om året. Det giver et afbræk i hverdagen og får i hvert fald mig til at stoppe op og kigge på den mad jeg normalt sætter til livs.
Jeg har intet imod at være sulten. Faktisk giver det mig en følelse af at være i live, på samme måde som en rigtig lang løbetur kan give mig. Selvom foreskrifterne i South Beach dieten siger, at man ikke behøver være sulten på kuren, så passer det ikke og det er helt ok.

Når jeg denne gang går på kur har det to formål. Dels selvfølgelig at smide et par kilo (helt præcist 3,9 kg), men ligeså vigtigt er den fokus der kommer på sundt mad. South Beach kurens første fase varer 14 dage og her er alle former for stivelse bandlyst. Det kickstarter kuren og jeg forventer faktisk at kunne nøjes med de første 14 dage, for at tabe mig det jeg vil.
Uden stivelse er der kun kød, fisk og grønt tilbage at lave inspirerende retter af og det stiller krav til kreativiteten, men resultatet er forbløffende godt.

Her på dag 1 havde vi endnu ikke modtaget varer fra SuperBest.dk, så menuen bestod af:
Morgenmad: Ommelet med friske cherrytomater og revet magert ost.
Frokost: Salatbar med 2 skiver kødpålæg og 1 stk. svinekotelet (dagens varme ret).
Middag: Ommelet med rejer, bløde løg og stegt rød peberfrugt.

Dagens varme ret i firmaet


Mandens MADplan - Uge 17, 2012

Der manglede måske lidt grønt (pynt), men bøfferne var store og velsmagende
Som Mand bør du kræve din ret til at lave middagen min. 2 gange om ugen. Der er utroligt meget glæde ved at stå i køkkenet og det må du ikke snyde dig selv for.
For et et år siden lavede jeg sjældent mad, men i dag står jeg for al madlavning. Jeg står også for madplanen og indkøb. Det er MIT køkken.

Ugens madplan:

Mandag: Tunbøffer med tomat spaghetti
Tirsdag: Hjemmelavet majspandekager med fyld
Onsdag: Karry kylling med ris (bliver muligvis erstattet, da det er svært at opdrive øko-kylling)
Torsdag: Lasagne med øko-okse, kylligepølser og grønt
Fredag: Risotto m. rejer og mozzarella
Lørdag: Risengrød (altid et hit, især når du er alene med ungerne)
Søndag: Omelet på ristet rugbrød (søndagsklassiker!)