Viser indlæg med etiketten livretter. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten livretter. Vis alle indlæg

Sunde hjemmelavede vafler


Om fredagen skruer vi op for hyggen. Weekenden skal have en god start, og det får den med Vaffel-fredag.

Hver eneste fredag (med ganske få undtagelser), spiser vi vafler med diverse tilbehør, indtil vi er lige ved at revne. Hele familien ser frem til denne dag.

Efterhånden som børnene vokser og flere kommer til, så vokser også mængden af vafler der skal produceres. Heldigvis er de supernemme at lave, men det tager sin tid, hvis man som jeg kun har et vaffeljern.

Det sker en sjælden gang imellem, at vi ikke kan spise alle vaflerne (de mætter!), men de smager næsten ligeså godt kolde dagen efter. Og de sunde vafler er som skabt til ungernes madpakker.

Opskrift på vafler til 2 voksne og 2 sultne unger

  • 7-8 æg
  • 250 gram hytteost
  • 1-3 dl. havregryn (alt efter hvor "tunge" du ønsker dine vafler)
  • Krydderier (kanel, vaniljepulver, lakridspulver o.lign.)
  • Olie eller smør til vaffeljernet

Det hele køres i blenderen, hvor du tilsætter havregryn lidt efter lidt. Når du har den konsistens du ønsker, tilsætter du krydderierne efter smag. Jeg benytter næsten altid kanel og vaniljepulver, der giver en skøn duft og smag.

Tænd for vaffeljernet og dryp med olie eller smør, og hæld vaffelmasse på. Tænd for lidt stille musik og nyd denne stund i køkkenet.

Server vaflerne varme/lune med ex.: hytteost, mascarpone (min favorit!!), friske bær, banan i skiver, nødder, sirup, marmelade, honning, peanutbutter, smør...

Tip 1: Tilsæt avocado og hampeproteinpulver til vaffeldejen, for at give den et ekstra nøk på sundhedsskalaen.
Tip 2: Du kan også tilsætte banan, hvis du ønsker dine vafler skal være sødere.
Tip 3: Bliver vaffeldejen for tyk, kan du tilsætte lidt mælk.

Advarsel! Disse vafler er ekstremt vanedannende.

Tre Gode Ting


Jeg var ellevild, da jeg serverede denne tallerken for fruen. Smækfyldt med protein og masser af smag. MASSER af smag.

"Hvad synes du?", spurgte jeg med et smil helt op til tindingerne, da hun havde taget de første par bidder.
"Ok.", var det sparsomme svar... Hun kiggede op på mig og kunne se, at jeg forventede lidt mere. "Jeg tror det er en manderet", sagde hun så.

Men der var jo salat til???

Hun havde jo nok ret, men dette var noget af det bedste jeg har smagt i lang tid. Kombinationen af sprød pølse, spejlæg og baked beans (+pyntesalat) er en klassiker. Alligevel er det alt for sjældent, at jeg laver den. Det er en kæmpe fejl og sidder du derude som mand og ikke ved, hvad du skal sætte på planen for din ugentlige maddag, så vælg denne - hver eneste gang.


Vær' stolt af, at det er en manderet og køb følgende ind i rigelige mængder og i god kvalitet:

  • Pølser (f.eks. fra Aalbæk Specialiteter)
  • Æg (økologiske eller frilands)
  • Baked beans (økologiske)
  • Færdigblandet salat

Det er alt du behøver for at lave en spitze spise på 10 minutter.

Aubergine Lasagne Lasagnette


En klassisk lasagne laves med pastaplader, der lægges i lag med en god bolognese (Lasagne Bolognese) og bechamelsauce mellem hvert lag. Retten toppes med ost efter smag.

Ordet "lasagne" kommer fra "lasagna" der er navnet på en de tynde pastaplader.

Det er ikke ret tit jeg laver en klassisk lasagne, men fremgangsmåden for at lave en lasagne benytter jeg ofte. I dette tilfælde har jeg lavet en lasagne med aubergine og pastaskruer i stedet for pastaplader og den blev virkelig lækker.


Jeg byggede den i lag, så rent teknisk er det nok både en lasagne og en lasagnette.
Skruer nederst, drænede og grillede aubergineskiver ovenpå. Så bolognesen (med lidt stegt bacon) og til sidst revet parmesan. Det blev til tre lag og afslutningsvis og naturligvis blev hele herligheden toppet med mere parmesan og mozzarella.