Sunday Roast Søndagsmiddag - Flæskesteg med ekstra sprød svær opskrift


Sunday Roast er en gammel engelsk/irsk tradition. Dengang blev der sat en steg i ovnen inden kirkegang søndag morgen, som så var klar til at blive sat på bordet når familien kom hjem ved middagstid.

Det sidste halve år har vi hygget os med vores egen version af Sunday Roast - næsten hver eneste søndag.

Vores Søndagsmiddag

Der skal selvfølgelig være god mad i rigelige mængder. En rigtig Sunday Roast minder lidt om julemiddagen, bare i lidt mindre skala. Derfor skal der være steg, kartofler, sovs, grønt og dessert. Jeg har ikke helt styr på sovsen endnu, så den er desværre ikke altid med på menuen.

Derudover skal der være masser af hyggeligt samvær med familien. Svigermor Betty er fast gæst til søndagsmiddagen, og vi forsøger at få flere familiemedlemmer med på idéen. Der er grænser for hvor meget tid jeg kan bruge på middagsforberedelser med tre småbørn, så menuen er som regel relativ enkel. Ofte bidrager gæsterne til festlighederne med enten salat eller dessert.

Jeg går typisk igang ved middagstid, hvor jeg tilbereder (ofte med hjælp fra en eller flere af børnene) en steg, der eksempelvis kan være kylling, and, lam eller som her en lækker økologisk flæskesteg.

Selve Søndagsmiddagen starten ved 15-16 tiden, og strækker sig over et par timer. Det er en virkelig dejlig tradition, hvor der er god tid til, at nyde maden og få snakket hen over bordet.

En anden rigtig god ting ved Søndagsmiddagskonceptet er resterne. Der er altid rester til dagen efter, og det passer perfekt til en travl hverdags mandag.

Der bliver ingen Sunday Roast i morgen, for vi skal til fødselsdagsbrunch på Gothenborg, og efter deres fremragende brunch er der ikke appetit til endnu et festmåltid samme dag.

Sådan laver du den perfekte flæskesteg med sprød svær


Først skal du finde en rigtig god flæskesteg eller kamsteg. De økologiske + frilands du kan finde i eksempelvis Føtex synes jeg er virkelig lækre.

Flæskestegen fra supermarkedet er næsten altid ridset i sværen, men du skal gå den efter og sørge for, at du får lavet riller, der går hele vejen igennem til begge sider og helt ned til kødet.

Jeg har haft stor succes med at følge Brødrene Prices fremgangsmåde, når flæskestegen tilberedes, hvor du stopper rillerne med masser af saltflager. Salt trækker væske ud af sværen og giver den sprødhed vi elsker. I hver rille sætter du halve laurbærblade, og på hver side af dem stikker du hele nelliker i.

That's it, stegen er nu klar til at gå i ovnen på en rist over et fad med 1 liter vand.

Stegen skal have 40 minutter pr. halve kilo på 200 grader.

Hende her er ikke med ved gryderne endnu, men det varer nok ikke længe.


Suveræn mandesalat med Tun og Mozzarella


Det sker slet ikke så sjældent endda, at fruen ønsker mere salat på middagsbordet. Ikke fordi jeg ikke kan lide eller spiser salat, men jeg tænker simpelthen ikke over at det mangler.

En rigtig god salat kan faktisk både stå alene og være tilpas mættende. Det er denne salat et rigtig godt eksempel på, og så tager den max. 10 min. at lave.

Det skal du bruge
1 pose god færdiglavet salatblanding
1 dåse Tun
1 moden avocado
1 mozzarella
1 pakke lufttørret italiensk skinke

Til dressing:
½ dl. olie
1 tsk. sennep
1 tsk. sukker
Citronsaft fra en halv citron
Salt og peber

Sådan gør du
Læg den italiensk skinke på en bageplade og steg det i ovnen på 200 grader (ca. 5-10 min.).
Find et fad og læg salatblandingen nederst.
Herefter fordeler du tun over, så avocado, mozzarella (revet i små stykker), den sprøde skinke og til sidst dressingen.

Easy peasy - alle er glade :)

Hvis du vil have mere power i salaten, så prøv med 2 æg (kogt i 6 min.) skåret i kvarte.

Ps. husk at have et alternativ til ungerne!

Sund æggekage grundopskrift


Her kommer basisopskriften/grundopskriften, der ligger til grund for stort set alle de æggekager jeg laver. Det er så simpelt, og består af to ting, du altid skal have i køleskabet:

  • Æg (M/L)
  • Hytteost. 

Herudover skal du bare have salt og peber, og så er du faktisk kommet rigtig langt i forhold til, at lave den perfekte morgenmadsæggekage eller omelet.

Sund æggekage til 2 personer grundopskrift
4 æg piskes i en skål med en gaffel. Du behøver ikke være grundig.
Herefter tilsætter du ca. 150 gram hytteost, salt og peber og blander det godt.

Få at give ekstra smag tilsætter jeg altid lidt ost. Det kan være revet parmesan, feta eller den skæreost vi har køleskabet. Hvis jeg har nogle rester fra aftensmaden dagen før, kommer de også i.

På billedet er det en æggekage efter grundopskriften tilsat rødløg, mozzarella ost og frossen hakket spinat.

Sunde hjemmelavede vafler


Om fredagen skruer vi op for hyggen. Weekenden skal have en god start, og det får den med Vaffel-fredag.

Hver eneste fredag (med ganske få undtagelser), spiser vi vafler med diverse tilbehør, indtil vi er lige ved at revne. Hele familien ser frem til denne dag.

Efterhånden som børnene vokser og flere kommer til, så vokser også mængden af vafler der skal produceres. Heldigvis er de supernemme at lave, men det tager sin tid, hvis man som jeg kun har et vaffeljern.

Det sker en sjælden gang imellem, at vi ikke kan spise alle vaflerne (de mætter!), men de smager næsten ligeså godt kolde dagen efter. Og de sunde vafler er som skabt til ungernes madpakker.

Opskrift på vafler til 2 voksne og 2 sultne unger

  • 7-8 æg
  • 250 gram hytteost
  • 1-3 dl. havregryn (alt efter hvor "tunge" du ønsker dine vafler)
  • Krydderier (kanel, vaniljepulver, lakridspulver o.lign.)
  • Olie eller smør til vaffeljernet

Det hele køres i blenderen, hvor du tilsætter havregryn lidt efter lidt. Når du har den konsistens du ønsker, tilsætter du krydderierne efter smag. Jeg benytter næsten altid kanel og vaniljepulver, der giver en skøn duft og smag.

Tænd for vaffeljernet og dryp med olie eller smør, og hæld vaffelmasse på. Tænd for lidt stille musik og nyd denne stund i køkkenet.

Server vaflerne varme/lune med ex.: hytteost, mascarpone (min favorit!!), friske bær, banan i skiver, nødder, sirup, marmelade, honning, peanutbutter, smør...

Tip 1: Tilsæt avocado og hampeproteinpulver til vaffeldejen, for at give den et ekstra nøk på sundhedsskalaen.
Tip 2: Du kan også tilsætte banan, hvis du ønsker dine vafler skal være sødere.
Tip 3: Bliver vaffeldejen for tyk, kan du tilsætte lidt mælk.

Advarsel! Disse vafler er ekstremt vanedannende.

Tre Gode Ting


Jeg var ellevild, da jeg serverede denne tallerken for fruen. Smækfyldt med protein og masser af smag. MASSER af smag.

"Hvad synes du?", spurgte jeg med et smil helt op til tindingerne, da hun havde taget de første par bidder.
"Ok.", var det sparsomme svar... Hun kiggede op på mig og kunne se, at jeg forventede lidt mere. "Jeg tror det er en manderet", sagde hun så.

Men der var jo salat til???

Hun havde jo nok ret, men dette var noget af det bedste jeg har smagt i lang tid. Kombinationen af sprød pølse, spejlæg og baked beans (+pyntesalat) er en klassiker. Alligevel er det alt for sjældent, at jeg laver den. Det er en kæmpe fejl og sidder du derude som mand og ikke ved, hvad du skal sætte på planen for din ugentlige maddag, så vælg denne - hver eneste gang.


Vær' stolt af, at det er en manderet og køb følgende ind i rigelige mængder og i god kvalitet:

  • Pølser (f.eks. fra Aalbæk Specialiteter)
  • Æg (økologiske eller frilands)
  • Baked beans (økologiske)
  • Færdigblandet salat

Det er alt du behøver for at lave en spitze spise på 10 minutter.

Æggekage med pølse og haricots verts


Der findes virkelig mange varianter af den gode æggekage, og de fleste lande har deres eget navn for retten baseret på æg. I Danmark vil vi kalde ovenstående en æggekage. I USA vil man nok bruge omelet. I Italien er det en "frittata". Spanien og Mexico vil sige "tortilla" osv. Så findes der selvfølgelig også originale opskrifter og tilberedningsmetoder af de enkelte, men navnene bliver ofte brugt i flæng og det kan være svært at skelne.

Hjemme hos os får vi æggekage (vi siger omelet) rigtig ofte. Primært som morgenmad. Det er en skøn start på dagen og mætter længe og godt. Æggekage tager kun få minutter at tilberede og er perfekt til at undgå madspild.

Ovenfor på billedet er det en æggekage med en økologisk grillpølse fra Aalbæk Specialiteter og hele grønne bønner (frosne haricots verts fra Urtekram).
Pølsen var en rest fra dagen før, hvor vi fik pølser, æg og baked beans - fantatisk mandemad! Glæd dig til billeder og "opskrift" i et kommende indlæg.

Ingredienser til æggekage med pølse og hericots verts (til 2 personer)

  • 4 x æg m/l
  • 200 gram hytteost
  • 1 x god pølse skåret i skiver
  • 1 håndfuld frosne haricots verts
  • Salt og peber
  • Olivenolie

Normalt tilsætter jeg også lidt revet ost eller mozzarella til mine æggekager, men den kraftige pølse fungerer så godt som smagsgiver, at osten bliver overflødig.

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader.
Fat en ovnfast pande (eller et fad) og dryp med lidt olie.
Læg en håndfuld frosne haricots verts på panden og sæt den i ovnen.
Pisk æggene med en gaffel og tilsæt hytteost, pølse, salt og peber.
Bland det hele godt sammen, tag panden ud af ovnen og hæld æggemassen ud over bønnerne (rør evt. lidt rundt, så alle bønnerne ikke lægger sig på bunden.
Tilbage i ovnen med æggekagen og giv den ca. 20 minutter, indtil den bliver gylden og lækker.

Verdens bedste økologiske brød


Det har været en hård kamp, men elvte gang blev lykkens gang!

Eksperimentet gik ud på, at jeg ville bage et brød, der var mindst ligeså godt, som de allerbedste man kan købe hos en kvalitetsbager ala Le Gâteau i Silkeborg.
Det skulle være samme oplevelse, som når brødet stjæler opmærksomheden på en rigtig god restaurant - præcis som jeg har oplevet det hos Traktørstedet Ludvigslyst i Sejs.

Jeg har bagt masser af brød og boller gennem tiden, men det var indtil før sommerferien aldrig lykkes mig, at lave et brød jeg kunne være stolt af.

Mit gennembrud kom, da jeg en dag, som så mange gange før, kiggede i Claus Meyers fremragende bagebog "Meyers Bageri" og beundrede de flotte brød. Da tog jeg beslutningen, og nu skulle det bare lykkes og det gjorde det så - efter 6 dage med mislykkede forsøg...

Grunden til at jeg skriver om det netop nu er, at fruen og jeg slanker os lidt for tiden, og derfor i en periode helt undgår brød og andet stivelse. Nu savner jeg det skønne brød, der meget snart skal på bordet igen.

Det perfekte økologiske brød blev lavet med Søris økologisk hvedemel (10% af skaldelene er fjernet, hvorfor det ikke er fuldkornsmel), gær, salt og vand. Intet andet.

Til to flotte og yderst velsmagende brød:

  • 600 gram Søris økologisk hvedemel
  • 500 ml. vand + 100 ml. vand
  • 12 gram havsalt
  • 10 gram gær

Sådan gør du
Start røremaskinen op og bland 500 ml. vand, gær og salt sammen, til gæren er helt opløst.
Herefter føjer du stille og roligt mel til blandingen og slutter af med de sidste 100 ml. vand.
Giv dejen 3 minutter på lav hastighed og skrue så røremaskinen op på fuld hastighed.
15 minutter efter er du måske blevet døv fra røremaskinens larm, men du er også blevet en perfekt brøddej rigere.

Lad dejen hæve i køleskabet i mindst 15 timer.


Næste dag hældes dejen ud på et meldrysset bord, hvor du deler den i to.
Med en dejskraber vender du nænsomt de to klumper dej til den form du ønsker. Du skal endelig ikke ælte eller daske for meget til dejen.

Ovn og stenplade/bageplade opvarmes til rygende 260 grader og brødene bages herefter et af gangen.

Afhængig af din ovn, skal verdens bedste økologiske brød først bages i ca. 25 min., hvorefter det vendes og får ca. 10 min. ekstra. Du skal regne med at bruge et par forsøg på, at finde den helt rigtige bagetid, så brødet både er blevet gennembagt, og samtidig ikke er blevet for brændt.

Afkøl brødet helt på en rist og nyd så resultatet.

Det hjemmebagte brød kan holde sig frisk i 3 dage.