Fennikelsalat opskrift - Lav lækker salat med fennikel


Jeg har gennem længere tid fået "den grønne frugtkasse" fra aarstiderne leveret. Den har stået udenfor døren hver mandag eftermiddag, og det har fungeret upåklageligt. Alt, med undtagelse af æblerne, er blevet spist fra uge til uge. For en lille uges tid siden besluttede fruen og jeg os for, at droppe vores store sukkerindtag om aftenen, og for at kickstarte processen, har vi valgt at rense ud med en omgang South Beach kur.

I dag er det dag nr. 6 i fase 1 af South Beach kuren, og vi har fået vores første nye kasse fra aarstiderne "Lowcarb grønt". Med den følger opskrifter til fem måltider, hvor vi kun skal indkøbe kød og fisk. Dagens menu (som fruen tilberedte) bestod derfor bl.a. af Fennikelsalat med avocado.


Det skal du bruge til en fennikelsalat:
1 stk. fennikel
1 stk. rødløg
1 stk. avocado
1/2 lime
2 fed hvidløg

Sådan laver du en fennikelsalat:
Din fennikel snittes i meget tynde skiver på et mandolinjern.
Fennikel skiverne blandes med rødløg skåret i tynde både, avocado skåret i tern, og det hele vendes med limesaft, lidt olivenolie, salt og peber.

Bøfklubben besøger: Brasserie & Restaurant Underhuset


I onsdags besøgte vi Brasserie & Restaurant Underhuset, og hvilken udsøgt fornøjelse det var endelig igen at være samlet i Bøfklubben.

Thomas Odsgaard, der både er chefkok, ejer og snart sommelier (samt nær ven af bøfklubbens medlemmer) havde lovet at kræse for os, og sjældent har vi følt og så godt behandlet på en af landets mange gode restauranter, som vi gjorde denne aften på Underhuset.

Selve menuer, der var en overraskelse, kan ses herunder.







Sådan laver man bagekartofler med fyld - Opskrift bagekartoffel

Det er ved at være noget tid siden, at jeg har lavet de lækre bagte kartofler med fyld, men nu har jeg netop bestilt fire stk. bagekartofler (krydser fingre for at det er store) hos min nye leverandør af dagligvare.
Osuma har i øvrigt været en rigtig positiv oplevelse indtil videre. Siden mit eksperiment begyndte har jeg fået to leveringer (den tredje kommer på mandag), og der har kun været én vare pr. bestilling, som de ikke har kunnet levere. Det må siges at være godkendt. Hvis det fortsætter sådan, får jeg slet ikke brug for min backupplan, men det er jo et positivt problem :)

Bagekartoflerne med fyld vil jeg lave ud fra følgende opskrift:

Ovnen tændes varmes op til 200 grader.
Jeg vasker bagekartoflerne grundigt, og tørrer dem i et rent viskestykke.
Så skærer jeg et kryds i toppen, og vender dem i olivenolie og til havsalt.
Nu er de klar til at blive bagt i ovnen i ca. 1 time, indtil de er møre.
Når de er færdigbagt vil jeg åbne dem.
Kødet tager jeg ud, og blander med chorizo (stegt og skåret i tern), og hakket persille, revet parmesanost og lidt olivenolie.
Til sidst fyldes blandingen tilbage i kartoflerne, og er klar til servering.

Billeder kommer i næste uge...

Køb af dagligvarer på nettet - Statusrapport


Der er næppe nogen tvivl om, at rigtig mange af os i fremtiden vil handle vores dagligvarer på nettet. Det giver bare så utrolig god mening. Det har også kunnet lade sig gøre i årevis, men det fungerer bare ikke godt nok i Danmark endnu. Det synes jeg i hvert fald ikke.

Jeg har gjort forsøget masser af gange, for jeg vil virkelig gerne have det til at fungere. Der har også været perioder på mange måneder - ja, faktisk et helt år, hvor det gik nogenlunde.

Det var dengang vi boede i Viborg. Vi fik ugentlige leverancer fra SuperBest, hvor der ofte var småfejl i leveringerne, men i det store hele var vi godt tilfredse, og mest af alt rigtig glade for at slippe for de store ugentlige indkøbsture til Bilka.
Men så flyttede vi til Silkeborg, og skiftede dermed også "leverandør". Varerne blev ikke længere hentet i det prisvindende varehus i Viborg, men i en noget mindre SuperBest i Silkeborg, og så gik det helt galt. De få gange vi fik leveret, var der så mange madvarer de ikke kunne levere alligevel, selvom de var tilgængelige i webshoppen, at den store indkøbstur til nu Føtex eller Kvickly ikke kunne undgåes. Og så er ingen fidus i det længere.

Siden har SuperBest lukket for deres online forretning, og jeg har eksperimenteret lidt med Osuma, der også leverer i Jylland. De er lidt dyrere, og indtil nu har deres udvalg og leverancer ikke været tilfredsstillende.

Det SKAL lykkes at outsource dagligvareindkøbet

På trods af de dårlige oplevelser, så har jeg besluttet mig for at prøve igen. Og denne gang giver jeg ikke op så let. Jeg vil finde en metode til, at omgå systemet. Jeg vil "hacke" dagligvareindkøb på nettet.

Strategien bliver at finde ud, hvilke madvarer jeg skal have på lageret, for at kompensere for de mangelfulde leverancer, der helt sikkert vil komme. Jeg køber normalt meget økologisk, og jeg ved allerede, at netop økologiske grøntsager og kød ofte er en mangelvare på hylderne hos online supermarkeder. Derfor tænker jeg, at fryseren skal agere backup. Jeg vil således også købe mere ind end jeg egentlig har brug for til madplanen. Skulle jeg være så heldig, at alt bliver leveret, så går de overskydende fødevarer direkte ind i backup-beholdningen.

Derfor er dagligvareindkøb via nettet genialt

Jeg plejer at huske mig selv på, at vi her i livet har tre valutaer at handle med, nemlig penge, tid og mobilitet. Hvor højt vi prioriterer de tre valutaer er forskelligt, og det ændrer sig helt sikkert flere gange i løbet af livet. Lige nu prioriterer jeg tid (med familien) højest, og tid er en af de største gevinster ved at købe ind på nettet. Når jeg først har fået sat mit indkøb i system, så vil det ikke tage mig mere end fem minutter, at handle ind til en hel uge. Hvor lang tid bruger du på at handle dagligvarer til en uge?
Ja, så er prisen ofte højere end i de fysiske supermarkeder, men det er helt ok. For udover tiden, har jeg også sparet impulsindkøbene væk. Vidste du at ca. 80% af danskernes madindkøb er impulskøb?
Når regnskabet gøres op, så forventer jeg at spare mange penge på, at få leveret mine dagligvarer direkte til døren. Bestillingerne kan i øvrigt foretages fra hvor end jeg befinder mig, og uanset tidspunkt på døgnet. Det er optimal mobilitet lige der.

Første bestilling på Osuma laver jeg nu

Jeg er ved at klikke de sidste varer i kurven, inden jeg sender bestillingen. Leveringen kommer til at ske d. 4. maj mellem kl. 8 og 16. Hvis der ikke er nogen hjemme, så sættes kasserne med varer udenfor døren.

Her på bloggen vil jeg jævnligt skrive om hvordan det går, og om det virkelig vil lykkes mig at få succes med dagligvareindkøb på nettet. Jeg er i hvert fald fast besluttet på at indordne mig, og være den mest overbærende kunde Osuma nogensinde har haft indtil jeg eller et andet online supermarked knækker koden.

Fødselsdags Bollemand (godt alternativ til kagemand) opskrift

I går fejrede vi Christians 4 års fødselsdag, og det er efterhånden blevet tradition, at der serveres en lidt tvivlsomt udseende bollemand (i stedet for traditionel kagemand).

Bollemanden bliver altid mødt med et dejligt "Hvor er den fiiiin" af gæsterne, og det kan nok med al rimelighed diskuteres, hvor fin den egentlig er, men døm selv. Rigtig god påske :)


Christian havde det rigtig sjovt med at pynte "kagen".


Det (næsten) færdige resultat...

Søndagsmiddag "Sunday Roast" - Lammekølle med skorpe af krydderurter opskrift


I BT om søndagen kan man for tiden finde gode idéer til søndagsmiddage, og i søndags var jeg så heldig at få lov at bidrage med én af mine foretrunkne søndagsopskrifter. Resultatet kunne læses i BT i søndags og på netavisen, hvor det dog kræver et abonnement (første måned er gratis), for at se hele opskriften. Rigtig mange har spurgt efter et link til opskriften på min madblog, og den kommer så her, i en lidt anden udgave.


Denne ovnstegte lammekølle dannede rammen omkring Sunday Roast for en månedstid siden. Den blev fantastisk lækker, og så gjorde det knap så meget, at jeg blev lidt for ambitiøs omkring tilbehøret. I forhold til hverdagsmad, så kræver Sunday Roast ofte lidt ekstra tid. Det gør ikke spor - det er jo søndag, men det kan hurtigt gribe om sig. Jeg øver mig stadig på konceptet "Søndagsmiddag". Den må ikke røve for meget af familietiden, så jeg går efter løsninger, der langt hen af vejen kan passe sig selv. Sådan var det med lammekøllen her, men da jeg besluttede mig for at servere hjemmelavede gnocchi til, da gik det galt. Men man lærer som bekendt af sine fejl, og i udgaven fra Søndags BT var tilbehøret i stedet små kartofler der passede sig selv i en gryde med olivenolie.


Udover gnocchi, så skulle der selvfølgelig også være lidt grønt til.


Her følger opskriften på min ovnstegte lammekølle.

Det skal du bruge:
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk tørret oregano
1 spsk hakket frisk timian
1 spsk hakket bredbladet persille
5 spsk olivenolie
3 spsk rasp
Salt og peber
+ 1 lammekølle på ca. 2 kg



Sådan gør du:
Tænd ovnen på 240 grader og læg lammekøllen i et stort ovnfast fad eller en bradepande.
Bland alle ingredienserne til krydderurteskorpen og spred krydderurteblandingen udover en ca. 2 kg lammekølle.
Sæt den i ovnen i 15 minutter, og sæt herefter varmen ned til 180 grader.
Lad lammekøllen passe sig selv i ovnen i 1 time og 20 min.
Tag lammet ud af ovnen, dæk den til med staniol og lad den hvile i 10 min.
Skær ud og server.




Ægte italiensk lasagne bolognese opskrift - den perfekte kødsovs


Min far hader alt med pasta (han er mere til kartofler), så dengang jeg var barn var det bestemt ikke for hans skyld, når mor Pia lavede lasagne. Jeg elskede det, og lasagne hører stadig til blandt mine favoritter. Det er vel også bare en af den slags klassikere, som alle børn er vilde med. Min mor lavede ikke den italienske version, men gjorde det på sin egen måde. Hun lavede altid en stor bradepande, med masser af pasta og knap så meget bolognese.

Her til aften lavede jeg en rigtig italiensk lasagne. Jeg snød dog med både den friske pasta og bechamelsaucen, der ikke blev den hjemmelavede slags (i hverdagen skal det gå stærkt), men resultatet blev stadig fremragende. Som du måske kan se på billedet, så blev min lasagne desværre noget mere flydende end planlagt, men smag og konsistens fejlede bestemt ikke noget.

Det skal du bruge til en rigtig klassisk italiensk lasagne bolognese
1 stor gulerod, hakket
1 stort løg, hakket
400 gram oksekød
1 dl hvidvin
3 dl passata
1 glas bechamelsauce
Olivenolie
Smør
Friske lasagneplader
Parmesan
Salt og peber


Sådan gør du
Sæt en gryde over med olivenolie ved middel varme, og giv gulerod og løg 5-7 min.
Tilsæt det hakkede oksekød og brun det, hvorefter du hælder vinen i der skal fordampe.
Nu tilsætter du passata, samt lidt salt og lægger låg på.
Lad kødsovsen (bolognese) simre i 30 min. og smag til med salt og peber.
Fat et ildfast fad og giv det en omgang smør.
Læg et lag lasagneplader i bunden af fadet, hvorpå du fordeler kødsovs, så bechamelsauce og til sidst lidt revet parmesan, samt nogle små smørklatter.
Gentag processen, til kødsovsen er opbrugt. Toppen af lasagnen slutter med kødsovs, bechamelsauce og parmesan.
Sæt lasagnen i ovnen på 200 grader i ca. 30 min.