Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

Omelet, frittata eller tortilla - kært barn har mange navne... opskrift


Hver eneste morgen laver jeg en lille omelet med fire æg til fruen og jeg - næsten hver morgen... Det tager ikke lang tid, men enkelte dage hver anden uge kører jeg fra vores skønne nye lejlighed i Silkeborg til Viborg, hvor min søn Marcus på 6 år går i skole. De dage når jeg som regel ikke at lave omelet, men så laver jeg ofte som nu i aften en stor middagsomelet.

Det er så dejligt nemt at lave en lækker omelet (der på italiensk hedder en frittata og på spansk en tortilla) og til aftens måltid blev jeg inspireret af en pizzaopskrift med rødbede. Jeg brugte:

  • 6 æg lagt af min gode kammerats høns i haven
  • 1 tsk. dijon sennep
  • 1 stængel bladselleri
  • 100 gram hytteost
  • 1 mellemstor rødbede
  • Græsk fetaost
  • Salt og peber
  • Tørret timian og oregano

Æggene blev pisket med en gaffel og rørt sammen med dijon sennep, finthakket bladselleri, hytteost, salt og peber.
Æggemassen blev herefter overført til min elskede støbejernspande fra Le Creuset, som jeg forinden havde givet et par dryp olivenolie.
Så spredte jeg tyndtskårne rødbedeskiver udover og krydrede med timian og oregano.
Til sidste smuldrede jeg lidt græsk feta på toppen og satte den i ovnen på 200 grader.
5 minutter inden omeletten var færdig lagde jeg tre skiver rugbrød ind i ovnen, så de kunne blive sprøde og velduftende.



Melanzane alla parmigiana (Parmigiana di melanzane) opskrift



Jeg laver ofte denne herlige italienske grøntsagsret, der meget simpelt består af aubergine (melanzane), parmesan (parmigiana), en god tomatsovs og mozzarella.

Melanzane alla parmigiana er lidt tidskrævende, men meget lækker og helt uden kød. Retten kan laves på rigtig mange måder (og de er alle gode!).

Til min Melanzane alla parmigiana brugte jeg:
  • 1 finthakket solo hvidløg
  • 2 store auberginer
  • 2 dåser hakket tomat
  • 100 gram revet parmesan
  • 150 gram frisk mozzarella
  • Frisk basilikum
  • Olivenolie
  • Salt og peber
Først forberedes auberginerne, der skæres på langs i én centimeter tykke skiver. Herefter lægges de lagvis med groft salt i en sigte for at trække væden ud. Læg en tallerken ovenpå med noget vægt og lad dem stå i minimum en halv time.


I ventetiden forbereder du tomatsovsen i en gryde med olivenolie, hvidløg, tomat, salt og peber. Lad tomatsovsen simre i en halv time.

Efter en halv time skyldes salten af auberginerne og de duppes med køkkenrulle. Nu skal de steges på en pande med olivenolie til de er gyldne og herefter igen duppes.

Smør et ovnfast fad med olivenolie og læg lidt færdig tomatsovs i bunden. Tilføj et lag auberginer, som du ville gøre det med lasagneplader og læg skiveskåret mozzarella på. Færdiggør dette lag med tomatsovs og revet parmesanost. Start igen med auberginer, mozzarella, tomatsovs, parmesan og gentag processen til du har brugt alle aubergineskiver og slutter retten af med tomatsovs og rigeligt parmesan på toppen.


Sæt retten i en 200 grader varm ovn i 30-40 minutter indtil den er gylden og sprød.



Omelet på 2 minutter æggekage i ovn lyn-opskrift


Så kom vi på den anden side af et fantastisk bryllup, og selvom festivitasen her bagefter syntes at være alt for hurtigt overstået, er det nu alligevel også rart at være på den anden side.

Fotografens CD-brænder er gået i stykker, så vi må vente lidt endnu på billeder (også her på bloggen).

De sidste 2-3 måneder har vi hver eneste morgen fået æg til morgenmad. Udover svigermors bekymring omkring vores kolesteroltal, så har de fleste spørgsmål gået på hvordan vi overhovedet kan nå at lave æg. Det hænger normalt bare ikke sammen med en ellers travl børnefamilies mange morgenrutiner.

Men det kan sagtens lade sig gøre og her kommer opskriften på én af mine favorit omeletter, når det skal gå rigtig stærkt.

Lyn omelet til 2 personer på 2 min.
  • Tænd ovnen på 190 grader
  • Find din støbejernspande (eller et ovnfast fad) og giv bunden lidt olivenolie
  • Slå fire æg ud i en skål og pisk dem en smule med en gaffel
  • Tilsæt en 125 gram hytteost (en halv bøtte)
  • Tilsæt en smule revet eller smuldret ost efter eget valg
  • Riv en 1/4 squash ned i massen
  • Krydder med salt og peber og rør det hele sammen

Sæt panden i ovnen og fortsæt med dine morgenopgaver. Omeletten er færdig når den er lækker og brun på toppen.

Hvad består din morgenmad af?



Verdens hurtigste laks... opskrift med 3 ingredienser


Med denne opskrift behøver du aldrig bruge mere end 5 minutter i køkkenet på at lave en vildt lækker fiskeret.

Det skal du bruge:

  • 500 gram frisk laks fra fiskehandleren
  • 65 gram (et halvt glas) færdiglavet grøn økologisk pesto
  • En håndfuld mandler (med eller uden skind)


Sådan gør du:

  • Sæt ovnen på 200 grader
  • Smør et jævnt lag af pesto ud over hele dit lakse stykke
  • Hak mandlerne fint eller blend dem ganske kort, hvis det skal gå ekstra stærkt
  • Spred mandlerne oven på pestoen og... det var det!



Placer laksen i et ovnfast fad og giv den ca. 25 minutter på 200 grader.

Nu har du masser af tid til at lave en lækker salat. Jeg har fået sådan en smart salatslynge (Oxo) i julegave og den er både jeg og Christian rigtig glade for.


Ovenfor er det fem legetøjsbiler der får en gratis omgang.


Den færdige laks dufter og smager fantastisk. Prøv også opskriften med torsk og anden hvid fisk.

Meatzza, meatza, kødpizza eller stenalder pizza opskrift


Indrømmet, det er ikke det samme som en sprød italiensk pizza fra et lokalt familiedrevet pizzaria i Roms små gader, men det stadig meget lækkert og en hel del sundere. Meatzza eller Meatza er mandemad der er til at forstå og meget nem at lave.

Det brugte jeg til min meatzza:

  • 500 gram hakket oksekød
  • 2 hele æg
  • 2 spsk. havregryn
  • 2 spsk. revet parmesan
  • 1 dåse hakket tomat, drænet med salt og oregano
  • 1 håndfuld hakket bredbladet persille
  • 1 revet hvidløg
  • 1 frisk mozzarella
  • Frisk basilikum til pynt

Kød, æg, parmesan, persille og hvidløg blandes sammen med hånden i en stor skål. Herefter trykkes kødet ud i et ovnfastfad (eller pizza bageplade) og beriges med tomat og den friske mozzarella.


Bag i ovnen på 225 grader i ca. 30 minutter og servér straks med masser af frisk salat.

Buon appetito!

Himmelske fiskefrikadeller med hytteost opskrift


Hjemmelavede fiskefrikadeller står ofte på menuen herhjemme. Det gør de fordi jeg har fundet den lækreste opskrift man kan forestille sig. Fiskefrikadeller er lette at lave. De rigtig seje laver farsen selv, men jeg snyder og henter frisk fiskefars hos Fiskemanden. Fisk skal efter min mening være helt frisk fanget og det gælder også selvom fisken er lavet til fars.

Fiskemanden sælger selv færdigstegte fiskefrikadeller, men de kan slet ikke måle sig med mine - heller ikke selvom det laves af samme fars. Hemmeligheden er størrelsen. De skal være små som bordtennisbolde og så skal der blandes fetaost eller som i denne opskrift hytteost i farsen.

Til ca. 15 fiskefrikadeller skal du bruge:

  • 500 gram fiskefars (helst fra fiskehandleren)
  • 125 gram mager hytteost
  • Smør til stegning
Steg dem på panden på begge sider til de føles lidt faste.



Vi spiste alle 15 sammen med ovnbagte rodfrugter og frisk salat. 


De himmelske fiskefrikadeller kommer med de bedste fødselsdagsanbefalinger fra Christan - nu 2 år :)


South Beach Diet Classic Burgers opskrift - Den sunde!


I dag har vi fået simple og lækre South Beach Diet burgers til aftensmad, både den klassiske og med spejlæg. Bøfferne blev lidt små, men de kan skimtes under det grønne.

Burgers uden boller kan selvfølgelig udformes på utallige måder, men mine bestod i dag af:

  • Romainsalat til bund
  • Økologiske frilands oksekød bøffer krydret med oregano, timian, salt og peber
  • Dijonsennep
  • Tyndskåret rødløg
  • Frisk tomat
  • Agurk
  • Spejlæg

De Bedste Mad Apps til iPhone og iPad


Min iPad og iPhone er blevet næsten uundværlig i køkkenet, når jeg søger inspiration til madplanen.

Herunder kan du læse om nogle af mine favorit apps.

#1 Jamie Oliver's Recipes (iPhone og iPad)




En af de absolut flotteste apps jeg indtil videre har set, hvor Jamie Oliver udnytter alle de mange muligheder, som denne nye teknologi giver mulighed for. Det er en fantastisk kombination af opskrifter, guides og overraskelser.
Jamie Oliver's Recipes er gratis at hente og fungerer perfekt til både iPhone og iPad. Oplevelsen bliver dog først helt unik på Ipad'ens store skærm. Du får 10 gratis opskrifter - alle rigtig gode.
Herudover får du gratis 3 video-guides til at forbedre dine kundskaber i køkkenet.
Når du bliver sulten efter mere, kan du købe opskriftspakker. Typisk indeholder en opskriftspakke 10 opskrifter og 1 video. Hver pakke koster kun mellem 12 og 18 kr.
Jamie Oliver's Recipes opdateres jævnligt med nye opskriftspakker.

#2 River Cottage - Every Day (Iphone)


Hvis du som jeg elsker River Cottage, så må du også eje River Cottage - Every Day app'en. 18 kr. koster app'en og det er jo til at leve med, også selvom den rent visuelt og funktionelt slet ikke kan måle sig med Jamie Oliver's Recipes.
River Cottage - Every Day virker kun til iPhone, men indeholder til gengæld langt over 100 opskrifter fra start, uden ekstra betaling!

#3 Simply Organic (iPhone og iPad)


Simply Organic app'en er netop tilføjet min samling af mad-apps. Når jeg handler vælger jeg ofte økologiske varer, men ikke altid. Simply Organic er et amerikansk brand, der nok bedst kan sammenlignes med vores Urtekram. Jeg har ikke set Simply Organics produkter i danske butikker, men deres app er proppet med flere hundrede økologiske opskrifter. App'en findes til både iPhone og iPad og har bl.a. en sjov lille øko-roulette, hvor en tilfældig økologisk opskrift vælges og vises. Det hele er 100% gratis og eneste minus er, at flere af retterne indeholder Simply Organic økologiske færdigprodukter.