Viser opslag med etiketten Juleopskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Juleopskrifter. Vis alle opslag

Havregrynskugler med kokos og vanilje opskrift


I weekenden lavede Marcus og jeg havregrynskugler, og vi forsøgte at ramme den smag jeg kan huske fra min egen barndom.

Dengang var det altid en stor oplevelse, når kurven med godter blev taget op fra viktualierummet i kælderen, for den var fyldt med spændende hjemmelavet guf og kun suppleret ganske lidt af klassisk juleslik fra supermarkedet.

Men det var dengang for 30 år siden og som årene gik blev mere og mere af det hjemmerullede julekonfekt erstattet med det nemme, hurtige og billige alternativ fra butikshylderne. Som konsekvens forsvandt havregrynskuglerne fuldstændig fra julekurven, for de præfabrikerede var trods alt for tarvelige at servere og det er en af de få ting der ikke har ændret sig. Præcis ligesom det også forholder sig med supermarkedets trøfler og romkugler, der aldrig mere overrasker os med vildfarne rosiner eller et stort stykke glasur...

Viktualierummets havregrynskugler var lavet med masser af havregryn og kokos. Andet kan jeg ikke huske, men havregrynskuglerne i denne opskrift dufter og smager præcis så lækkert som jeg husker dem.

Det brugte vi til økologiske havregrynskugler:
185 gram økologiske havregryn
100 gram økologisk flormelis
200 gram økologisk smør uden salt
1 økologisk vaniljestang
1 spsk. med top økologisk fedtfattig kakao
80 gram økologisk kokosmel

Og sådan gjorde vi:
Hjemmelavede havregrynskugler tager ingen tid at fremstille. Bare flæk vaniljestangen og bland vaniljekornene med flormelis. Herefter blander du alle ingredienserne (med undtagelse af kokosmelet) til en jævn masse og du er klar til at rulle kugler og vende dem i rigeligt med kokos.

Sæt havregrynskuglerne i køleskabet og vent til de er blevet kolde og hårde inden du serverer.